Aktiviteten på Kongshøjcentret
Aktiviteten på Kongshøjcentret har meget at tilbyde.
Hvis du ønsker at se hvilke arrangementer der afholdes hvor og hvornår, bedes du klikke på "Bindeleddet".
Aktiviteten har åbent man– ons- tors. fra kl. 8.00 – 16-00
tirsdag fra kl. 8.00 – 16.30
fredag fra kl. 8.00 – 12.30
Der er ansat 2 medarbejdere:
Gurli Sørensen (32 t/uge) og Birgitte Berthelsen (37 t/uge).
Man-, tirs-, tors- og fredag er der åbne tilbud om formiddagen, hvilket vil sige at alle pensionister med behov for socialt samvær kan komme. Her kan man lave håndarbejde, få et slag kort, spille bankospil eller andre spil, læse avis, gå ture og cykle en tur, (vi har en 2 personers cykel med hjælpemotor). Der laves marmelade især om efteråret, da vi får foræret en masse frugt. Der er altid sang om fredagen, hvor der synges mange sange fra seniorsangbogen eller højskolesangbogen.
- Mandag eftermiddag kører vi tur i vores bus ”Løven”. Kaffekurven kommer med, hvis vejret er til det.
- Tirsdag eftermiddag er der underholdning, bla. bankospil, gæt en sang, film, gudstjeneste, quiz, petanque og besøg af sangkor og musikere.
- Onsdag formiddag er der vedligeholdende træning for siddende, som man skal være visiteret til, for at være med. Der er også vedligeholdende træning for stående tors- og fredag formiddag, men det foregår i træningslokalet.
- Onsdag eftermiddag er vi i kolonihaven i Hyllehøj, haven har vi sammen med Fænøsund. Der dyrkes kartofler og jordbær, masser af blomster, tomater og agurker. Kaffen har vi altid med og nyder på terrassen eller i det lille hus, som hører med til haven.
- Torsdag eftermiddag har vi Hyggeklub i aktivitetens minilokale. Det er en klub for brugere med demens og man skal være visiteret for at deltage. Vi spiller forskellige spil, hører gamle grammofonplader, kører turer i bussen, tager på besøg hos nogle af deltagerne, laver marmelade og bager småkager osv.
Der er tilknyttet mange frivillige på Kongshøjcentret, som vi har et rigtigt godt samarbejde med:
- Centerrådet: Du kan læse mere om Centerrådet i menuen til venstre.
- Røde Kors: Hver søndag formiddag holder frivillige fra Røde Kors Søndags Matiné for Kongshøjcentrets beboere, hvor man synger sammen og der serveres en kop kaffe. Mandag eftermiddag i ulige uger fra september til maj låner nørkleklubben aktivitetslokalet, og den første mandag aften i måneden fra oktober til marts arrangeres der foredrag eller underholdning for alle pensionister.
- De gamles hjems venner (DGH) ejer bussen ”Løven”. Beboerne på Kongshøjcentret og Støttecentrene i Nr. Aaby har lov til at bruge bussen mod betaling. DGH’s venner afholder bankospil den første tirsdag aften i hver måned undtagen i de tre sommermåneder. Ca. en gang årlig arrangerer de også underholdning for beboere og brugere af Kongshøjcentret.