Hjemmehjælp
Politiske mål for ældre området i Middelfart Kommune
Vi skaber livskvalitet – sammen med den ældre når vi målet..
Hvad er hjemmehjælp?
Hjemmehjælp er et tilbud om hjælp i hjemmet til personlig pleje og praktisk hjælp - de opgaver, der normalt udføres i hjemmet. Den kan ydes i en kortere eller længere periode.
Formålet med hjemmehjælpen
At give en hjælp, der er tilrettelagt, så borgeren vedligeholder, udvikler eller opøver sine færdigheder ud fra princippet om hjælp til selvhjælp og med respekt for den enkeltes livsform. Der kan således være tale om at oplære eller optræne borgeren til selv at kunne udføre opgaverne.
Hjælpen kan gives til personlig pleje og de nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.
Holdningsmæssig baggrund for tildeling af hjemmehjælp:
Alle kan noget uanset alder og helbred. Det giver livskvalitet at kunne yde en indsats i forhold til egen hverdag.
Borgeren skal tage aktivt del i hverdagen, og have ansvar inden for egne fysiske, psykiske og sociale ressourcer.
Hjælpen ydes efter en individuel helhedsvurdering og tager udgangspunkt i den enkeltes normer og tidligere liv.
Kommunen fastholder og styrker den enkelte borgers funktionsniveau ved at inddrage borgerens ressourcer i pleje og praktiske opgaver.
De svageste borgere prioriteres højest og sikres den nødvendige hjælp, tryghed og omsorg.
Arbejdsmiljø i hjemmet
Medarbejderne er omfattet af arbejdsmiljøloven, når de arbejder i borgerens hjem. Ifølge loven skal arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Når en borger modtager hjælp eller støtte i eget hjem, betragtes borgerens hjem som en arbejdsplads.
Dette medfører, at der ifølge Arbejdsmiljøloven skal gennemføres en arbejdspladsvurdering (APV).
Forpligtelsen til at foretage en arbejdspladsvurdering (APV) er arbejdsgiverens og foretages af den private eller kommunale leverandør. Arbejdspladsvurderingen (APV) kan påvise behov for hjælpemidler eller boligændringer.
Det betyder også at borgeren skal være med til at sørge for, at medarbejderen ikke udsættes for risiko for pådragelse af arbejdsskader, når der arbejdes i borgerens
hjem.
Generelt om hjemmehjælp
- Borgeren skal sørge for, at elektriske redskaber er i forsvarlig stand.Borgeren skal sørge for en støvsuger med forlængerrør samt at gulvskubbe og koste er forsynet med et kosteskaftslængde på 150 cm.
- Miljøvenlige rengøringsmidler, der er indkøbt i samarbejde med hjælperen. (eksempelvis Svanemærket)
- Sikre adgangsforhold til boligen via god udendørsbelysning, rydning af sne m.m.
- For at skabe plads til eventuelle hjælpemidler kan det blive nødvendigt at flytte nogle møbler og eventuelt fjerne dørtrin med mere.
- Der må ikke ryges i hjemmet, når hjemmeplejen er tilstede.
- Det psykiske arbejdsmiljø skal være i orden - det betyder blandt andet, at omgangstonen skal være præget af gensidig respekt.
- Hvis arbejdet i hjemmet i enkelte tilfælde kræver, at hjemmeplejen skal benytte noget til at stå op på, må medarbejderne kun benytte godkendte trappestiger, og arbejdshøjden må maximalt svare til 3 trin. Trappestiger skal være med høj sikkerhedsbøjle/bue og være EN-131 godkendt. Borgeren sørger for trappestige, hvis en sådan er nødvendig for arbejdet udførelse.
- Hjælpemidler, for eksempel el-seng og personlift, som er nødvendige af hensyn til arbejdets udførelse, stilles til rådighed af Middelfart Kommune, uanset leverandør.
- Det er visitator i samarbejde med hjemmeplejen, der afgør, om der er tunge eller komplekse opgaver, som gør det nødvendigt, at der kommer to hjælpere i borgernes hjem.
- Brud på arbejdsmiljøet kan medføre, at hjemmeplejen må ophøre.
Hvem kan få hjemmehjælp?
Borgeren kan få hjemmehjælp, hvis borgeren på grund af midlertidig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller særlige sociale problemer, ikke selv kan klare personlig pleje, nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og/eller vedligeholdelse af fysiske eller psykiske færdigheder.
Ved tildeling af hjemmehjælp vurderes det, om der er tale om varig hjemmehjælp eller midlertidig hjemmehjælp
Hvordan får man hjemmehjælp?
Hjemmehjælp søges ved henvendelse til visitator.
Borgeren kan selv eller ved hjælp fra familie, venner og bekendte søge om hjemmehjælp.
Borgerens læge kan søge på vegne af borgeren.
Er borgeren indlagt, kan sygehuspersonalet søge på vegne af borgeren
Varig hjemmehjælp
Borgere kan ud fra en individuel vurdering modtage varig hjemmehjælp, hvis de på grund af en varig lidelse, alderdomssvækkelse eller handicap ikke mere kan klare de funktioner, der er nødvendige for at få en hverdag til at fungere.
Midlertidig hjemmehjælp
Gives til borgere, som på grund af sygdom i en periode ikke selv kan klare de nødvendige opgaver i hjemmet.
Hvis sygdomme giver varige svækkelser er der mulighed for at få varig hjemmehjælp.
Hvordan tildeles og vurderes behovet for hjælp?
Når der opstår et behov for hjælp og støtte hos en borger, vil borgeren blive kontaktet af en visitator fra Middelfart Kommune.
På baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering beslutter visitatoren, hvilken ydelse borgeren tilbydes.
Senest 2 hverdage efter borgerens henvendelse vil kommunens visitator lave en aftale om en vurderingssamtale med borgeren.
Visitator foretager løbende revurdering af ydelsen, dog minimum 1 gang om året.
Visitator udarbejder en afgørelse, som beskriver formålet med hjælpen, en begrundelse for den tildelte ydelse, indholdet i hjælpen og forhold omkring leveringen.
Afgørelsen skal sendes til borgeren. Alle afgørelser er forsynet med en klagevejledning.
Der bevilges ikke hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, hvis borgeren har en ægtefælle/sam-lever eller hjemmeboende børn, som kan klare opgaverne.
Hvornår udføres hjælpen?
Personlig hjælp
Hjælpen kan ydes 24 timer i døgnet, dog ydes hjælp til bad fortrinsvis i dagtimerne på hverdage.
Praktisk hjælp
Hjælpen udføres fortrinsvis i dagtimerne på hverdage.
Ændring af planlagt besøg
Hvis der opstår en akut situation kan det blive nødvendigt at flytte et planlagt besøg.
Hvis hjælpen til borgere med daglig personlig pleje flyttes/forskydes med mere end 1 time i forhold til det normale tidspunkt kontaktes borgeren.
Hvis hjælpen til borgere uden daglig hjælp eksempelvis flyttes/forskydes fra formiddag til eftermiddag vil borgeren blive kontaktet.
Fleksibel hjemmehjælp/bytte ydelser:
Hvis borgeren er visiteret til hjælp, er borgeren omfattet af muligheden for en mere fleksibel tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen.
Borgeren vil fortsat blive visiteret til pleje og praktisk hjælp efter kommunens vedtagne serviceniveau.
Valgfriheden består i, at der helt eller delvist kan fravælges en af de visiterede ydelser til fordel for en anden ydelse.
Det er stadig kommunen, der har det overordnede ansvar for, at den hjælp, der er aftalt, også bliver udført. Det er vigtigt, at medarbejderen sammen med borgeren vurderer, hvornår og i hvilken sammenhæng den aftalte hjælp tilsidesættes for anden hjælp.
Ønsker borgeren at bytte mellem ydelserne aftales det mellem borgeren og hjælperen.
Kriterier for ombytning af hjælp:
Der skal være tale om opgaver, som naturligt kan varetages af hjælperen, for eksempel en spadseretur, særlig hjælp på mærkedage, strygning af et par
skjorter eller bluser, små reparationer som for eksempel at sy en knap i, pudsning af en sølvlysestage, julepyntning, eller andet.
Opgaven kan kun varetages, hvis hjælperen vurderer, at udførelsen heraf er forsvarlig.
Opgaven skal kunne løses indenfor den tid, kommunen har fastsat til den visiterede hjælp.
Der skal være tale om opgaver, som hverken borgeren eller andre i husstanden kan løse.
Opgaveløsningen skal foregå i henhold til Arbejdsmiljølovens bestemmelser
Hjælperen noterer afvigelsen i journalen. Fravælges den visiterede hjælp til fordel for en anden hjælp, kan der ikke klages over, at den fravalgte hjælp ikke er udført.
Hvis den samme ydelse gentagne gange fravælges vil der ske en revisitation med henblik på, om det er den korrekte hjælp, der er visiteret.
Kan der købes ekstra ydelser?
Private leverandører må sælge tilkøbsydelser til borgerne. Kommunen må ikke sælge tilkøbsydelser til borgerne. Såfremt borgeren uanset boform indgår aftale om tilkøbsydelser hos den private leverandør, skal borgeren selv betale for ydelsen. En sådan aftale vil være kommunen uvedkommende og uden økonomiske forpligtelser for kommunen.
Kommunen opkræver betaling
Ved midlertidig hjemmehjælp opkræves en indtægtsbestemt brugerbetaling. Ved madservice, forplejning og service på centre m.v. er der brugerbetaling. Ved visse kørselsordninger er der brugerbetaling. Betaling sker via betalingsservice eller via regning. Oplysning om aktuelle priser og takster fås i Ældreafdelingen eller på kommunens hjemmeside.
Frit leverandør valg
(dog ikke til borgere i plejeboliger/plejehjem)
Borgere i eget hjem har mulighed for selv at vælge, hvem der skal levere hjemmehjælpen. Der kan vælges mellem de leverandører, som Middelfart Kommune har godkendt. I forbindelse med visitering af hjemmehjælp oplyser visitator om godkendte leverandører og udleverer informationsmateriale.
Der er intet til hinder for, at borgeren kan have forskellige leverandører til praktisk og personlig hjælp. Det er fortsat kommunen, der har ansvaret og myndighedsopgaven. De private leverandører skal arbejde efter samme mål og arbejdsmiljøkrav som kommunen. De private leverandører er ligesom den kommunale hjemmepleje forpligtet til at efterleve Byrådets kvalitetsstandard for pleje og praktisk hjælp.
Hvordan skiftes leverandør?
Borgeren kan skifte leverandør til den 1. i en måned med 1 måneds varsel. Der kan dispenseres i ganske særlige tilfælde, for eksempel ved alvorlig uoverensstemmelse. Der kan skiftes leverandør, så ofte borgeren måtte ønske det, hvorimod leverandøren ikke kan opsige sin aftale med borgeren.
Ønsker borgere at skifte leverandør kontaktes visitator, som vil være behjælpelig med det praktiske.
Andre valgmuligheder
(dog ikke til borgere i plejeboliger/plejehjem)
Egen hjælper
Borgeren kan selv udpege en person til at udføre hjælpen. Hjælperen skal godkendes og ansættes af Middelfart Kommune til det bevilgede antal timer.
Kontant tilskud
Borgere, som modtager mere end 20 timers personlig og praktisk hjælp om ugen, har mulighed for at få udbetalt et kontant beløb til selv at købe hjælpen.
Der skal to til et godt samarbejde
Hjælperen ved, at denne er gæst i borgerens hjem. Hjælperen har tavshedspligt, jfr. Borgerlig straffelovs § 152. Tavshedspligten ophører ikke ved fratrædelse - der er livslang tavshedspligt. Hjælperen må ikke fortælle andre om forhold i borgerens hjem. På samme måde må hjælperen ikke drøfte andre borgere, kollegaer og ledelse med borgeren. Hjælpen udføres kun, når borgeren selv er tilstede i hjemmet. Det er vigtigt, at borgeren melder afbud til den kommunale hjemmepleje eller den private leverandør, såfremt borgeren ikke har mulighed for at være hjemme på det aftalte tidspunkt. Såfremt borgeren ikke har meldt afbud, vil personalet af hensyn til borgerens sikkerhed kontakte pårørende. Såfremt det ikke er muligt kan det blive aktuelt, at personalet kontakter politiet og rekvirerer en låsesmed. Udgiften til låsesmeden påhviler borgeren. For at undgå misforståelser må hjælperen ikke modtage gaver eller penge. Borgeren og medarbejdere må ikke låne hinanden penge, og der må ikke handles med personlige ejendele.
Kommunes kvalitetsmål
Der er udarbejdet kvalitetsmål, som fremgår af de specifikke kvalitetsstandarder. Der udarbejdes journal og døgnrytmeplan på alle borgere. På borgere, der bor på plejecenter, udarbejdes der en handleplan, og på borgere, der modtager sygepleje, udarbejdes der en plejeplan.
Opfølgning på kvalitetsmålene
Visitationsafdelingen foretager løbende stikprøvekontrol på afgørelser, ventetid på opstart af hjælp, udarbejdelse af plejeplaner og journaler. Hjemmeplejen registrerer aflysninger i omsorgssystemet, både når kommunen aflyser eller hvis borgeren selv aflyser et besøg. Private leverandører er på samme måde forpligtet til at registrere aflysninger.
Teamleder for visitationsafdelingen og Ældrechef følger op på stikprøvekontrollerne og aflysningerne minimum hvert ½ år. Der foretages en tilfredshedsundersøgelse blandt borgerne hvert 2. år med henblik på at tilpasse servicen.
Vigtige telefonnumre herunder kontakt til Visitatorerne.
Ældreområde Nord
Område Nord dækker Ældrecenter Skovgade, Rudbækshøj samt hjemmeboende borgere i Middelfart midtby og Vejlby/Strib området.
Hjemmeplejen og plejehjemmene: 8888 4646.
Hjemmeplejens nummer kan eks. benyttes, hvis din hjemmehjælp ikke er kommet eller du ønsker at tale med et plejecenter.
Sygeplejersken 8832 4412 eller 8832 4417 mellem kl. 12-13
Ønsker du at ansøge om hjemmehjælp, hjemmesygepleje eller genoptræning bedes du kontakte visitator
Visitatorgruppen, Jernbanegade 75-77, 5500 Middelfart , tlf. nr. 88 88 46 96 (tlf.tid. man, ons og fre 10-13 - tirs og tors 11-13) eller mail til Visitatorer@Middelfart.dk
Ældreområde Syd
Område Syd dækker Ældrecenter Fænøsund og Kongshøjcentret samt borgere, der bor i Nørre Aaby og Fænøsund området. •
Hjemmeplejen og plejehjemmene: 8832 4444.
Hjemmeplejens nummer kan eks. benyttes, hvis din hjemmehjælp ikke er kommet eller du ønsker at tale med et plejecenter.
Sygeplejersken: 8832 4423 eller 8832 4426 mellem kl. 12-13
Ønsker du at ansøge om hjemmehjælp, hjemmesygepleje eller genoptræning bedes du kontakte visitator
Visitatorgruppen, Jernbanegade 75-77, 5500 Middelfart, tlf. nr. 88 88 46 96 (tlf.tid. man, ons og fre 10-13 - tirs og tors 11-13) eller mail til Visitatorer@Middelfart.dk
Ældreområde Øst
Område Øst dækker Plejecentret Egebo og Gelsted Plejecenter samt borgere der bor i Ejby, Gelsted og Brenderup området.
Hjemmeplejen og plejehjemmene 8832 4545.
Hjemmeplejens nummer kan eks. benyttes, hvis din hjemmehjælp ikke er kommet eller du ønsker at tale med et plejecenter.
Sygeplejersken: 8832 4426 mellem kl. 12-13
Ønsker du at ansøge om hjemmehjælp, hjemmesygepleje eller genoptræning bedes du kontakte
Visitatorgruppen, Jernbanegade 75-77, 5500 Middelfart tlf. nr. 88 88 46 96 (tlf. tid. man, ons og fre 10-13 - tirs og tors 11-13) eller mail til Visitatorer@Middelfart.dk
I øvrigt henvises til Kvalitetsstandarderne